I Italien er mad meget mere end bare en nødvendighed: det er en kunst, en tradition, en livsstil. Det er derfor ikke overraskende, at italiensk film ofte har fejret mad som en af sine hovedpersoner. Gennem ikoniske scener og lækre retter har italienske film formået at fange essensen af Italiens kulinariske kultur, og taget os med på en rejse gennem smagsoplevelser og følelser.
En af de første film, der repræsenterer denne forbindelse mellem film og mad, er "Poverty and Nobility", Miseria e Nobiltà (1954) med den store napolitanske komiker Totò. Den berømte scene, hvor Totò og de andre karakterer frådser i spaghetti og spiser det med hænderne, er blevet et symbol på efterkrigstidens Italiens sult og fattigdom. Men det er også et øjeblik af glæde og fællesskab, der viser, hvor vigtigt maden er som et middel til at bringe folk sammen, selv i de sværeste tider. I et Italien præget af fattigdom bliver mad en luksus, en fornøjelse at nyde til sidste bid, og en påmindelse om, at man trods alt altid samles om bordet.
Nogle år senere kommer en anden ikonisk film "An American in Rome", Un Americano a Roma (1954), med Alberto Sordi. I en af de mest morsomme og mindeværdige scener sidder karakteren Nando Mericoni, som er besat af amerikansk kultur, ved bordet med en tallerken "amerikansk mad," men han ender med at bukke under for den uimodståelige fristelse af en tallerken spaghetti (se billedet). Hans replik, "Maccarone, du har provokeret mig, og jeg ødelægger dig!" er blevet legendarisk i italiensk film og fremhæver med ironi italienernes ubetingede kærlighed til deres egen madkultur. Selv over for fremmed tiltrækning forbliver italiensk mad en uundværlig del af den nationale identitet.
Når vi går videre i tiden, når vi til La Dolce Vita (1960) af Federico Fellini, en film, der, selvom den ikke er centreret om mad, perfekt indfanger ånden i 1960'ernes Italien, et land der fejrer livets fornøjelser, herunder god mad. En af filmens mest ikoniske scener finder sted på en restaurant i Trastevere, hvor karaktererne nyder et måltid bestående af spaghetti. Dette øjeblik fanger ikke kun vigtigheden af fællesskab, men også kærligheden til enkle, autentiske smage, som dem, der fremhæves af en god olivenolie eller et generøst drys Parmigiano Reggiano.
I 1990'erne vender filmen tilbage til at fejre italiensk mad med "The Postman": Il Postino (1994). I en af de mest ømme og poetiske scener tilbereder hovedpersonen en enkel pastaret med friske tomater, basilikum og en generøs omgang olivenolie, mens han reciterer kærlighedsdigte. Her bliver mad et universelt sprog, der er i stand til at udtrykke dybe følelser og forbinde mennesker. Selvom filmen er sat i en lille landsby i Syditalien, fremkalder de smage, der vises på skærmen, essensen af italiensk madkultur.
En anden betydningsfuld film er Big Night (1996), instrueret af Stanley Tucci og Campbell Scott. Selvom det er en amerikansk film, fortæller den historien om to italienske immigranter i USA, der forsøger at redde deres fallerede restaurant ved at forberede en overdådig middag. Denne film er en hyldest til italiensk mad, dens autenticitet og respekten for traditionen. Scenen, hvor brødrene tilbereder den berømte "timpano," en avanceret fyldt pastaret, er en sand hyldest til den italienske madkunsts kunst.
Endelig er der "Mid-August Lunch": Pranzo di Ferragosto (2008) af Gianni Di Gregorio, en lille men vidunderlig film, en sand hyldest til hjemmelavet italiensk mad. Historien, der foregår i forbindelse med Ferragosto-ferien, følger hovedpersonen Gianni, mens han tilbereder en frokost for en gruppe ældre damer. Køkkenet bliver et middel til at udforske menneskelige relationer, ensomhed og den forbindelse, som kun en god tallerken pasta kan skabe. I denne kontekst bliver simple ingredienser som olivenolie og parmesan de virkelige stjerner, og bringer et stykke italiensk tradition til bordet.
Italiensk film (og ikke kun) har på unik vis fortalt historien om mad, og viser os, hvor tæt den er sammenflettet med italiensk kultur og identitet. Gennem disse film lærer vi, at mad ikke kun er næring, men også historie, kunst og frem for alt en måde at forbinde med andre mennesker på. Hver ret, der vises på det store lærred, er en invitation til at opdage, smage og måske prøve at genskabe i dit eget køkken det stykke Italien, der fascinerer os så meget.
Buon appetito!
